VORES HISTORIE
SØFARTSHISTORIE GENNEM 150 ÅR PÅ ET HYGGELIGT MUSEUM I NAKSKOV
DET MARITIME HUS
Der har været talt om et maritimt museum i Nakskov i mange år, måske over 50 år. I 1996 begyndte etableringen af museet med støtte fra Nakskov Byråd, Marineforeningen i Nakskov, organisationer, virksomheder og privatpersoner. Det første museum blev åbnet for offentligheden i maj 1997 i havnebygningen på kajen. I 2024 genåbnede vi i nye lokaler i Klostergade og benyttede lejligheden til at opbygge hele udstillingen på en ny måde.
Stærke rødder i det maritime miljø
Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum ligger centralt i byen – tæt på både gågaden og havnen, hvor Nakskov Skibsværft engang havde sin plads.
Museet er skabt af mennesker med stærke rødder i det maritime Nakskov. Nogle har arbejdet på havnen, andre i kommunen eller på værftet – som håndværkere, funktionærer eller ledere. Fælles for dem alle er deres erfaringer og deres nære forhold til livet ved havet. Flere har selv sejlet med skibe fra værftet eller haft deres daglige gang i det maritime miljø.
En levende og aktuel udstilling
Samlingen rummer et væld af effekter fra værftets tid, og bag hver genstand gemmer der sig en historie, som er blevet bevaret og formidlet med stor interesse. Museet rummer endnu flere genstande, end der er plads til i udstillingen, og i kælderen gemmer der sig mange flere fortællinger.
Det giver mulighed for løbende at forny udstillingen, så den hele tiden er levende og aktuel – og fortsat kan formidle historien om Nakskov som skibs- og søfartsby.

