JUTLANDIA

NYBYGNING nr. 60

HOSPITALSSKIBET JUTLANDIA ER BYGGET PÅ NAKSKOV SKIBSVÆRFT i 1934

Jutlandia blev bygget i 1934 på Nakskov Skibsværft for Østasiatisk Kompagni og indsat i linjefart mellem København og Bangkok. Skibet var moderne for sin tid og blandt andet udstyret med en såkaldt Maier-stævn, der forbedrede fremdrivnings-egenskaberne i al slags vejr. Det var desuden det eneste skib i ØK’s flåde, som aldrig blev døbt – det blev blot navngivet.

Det danske hospitalsskib

Da Korea-krigen brød ud, tilbød Danmark at stille et hospitalsskib til rådighed for FN. Valget faldt på Jutlandia, som hurtigt blev sejlet til Nakskov og ombygget til flydende hospital. I januar 1951 afgik skibet fra København under tre flag – Dannebrog, Røde Kors og FN’s – med en besætning på 97 mand, hovedsageligt fra ØK, samt et hospitalspersonale på 91 læger, specialister og sygeplejersker.


Under krigen gjorde Jutlandia en enestående indsats. Om bord blev tusindvis af sårede soldater behandlet, men også civile – herunder mange børn – fik hjælp. Skibet blev et stærkt symbol på dansk humanitær indsats og medmenneskelighed i en tid præget af konflikt.

Efter krigen vendte Jutlandia tilbage til sin civile tjeneste og genoptog ruten til Fjernøsten fra 1954 til 1964. I dag står skibet som et af de mest kendte og betydningsfulde fartøjer fra Nakskov – ikke kun for sin tekniske kvalitet, men for den rolle, det spillede i verdenshistorien.


Korea-krigen varede fra 1950-53.



QUIZ om skibet jutlandia

  • Var Jutlandia et hospitalsskib fra starten?

    Nej, Jutlandia blev bygget som et passager- og fragtskib i 1934. 


    Da Korea-krigen brød ud i 1950 blev skibet rigget om til et fuldt moderne hospitalsskib. 


    Efter Korea-ekspeditionen blev Jutlandia omhygget til det oprindelige formål som passager- og fragtskib. Hun indgik atter i ØK- flåden indtil 1965, hvor hun blev hugget op. 

  • Hvor mange operationsstuer og sengepladser var der omord?

    Jutlandia havde fire operationsstuer og fire hospitalsafdelinger med i alt 356 sengepladser. 


    Ombord var der røntgen-, øjen- og tandklinikker samt laboratorier, apotek og specialafdelinger.

  • Hvor mange patienter blev i alt behandlet på Jutlandia?

    Det flydende hospital behandlede under sin tjeneste 4.981 sårede, allierede soldater fra 24 forskellige nationer samt mere end 6.000 civile koreanere, deriblandt et stort antal børn.


     

  • Hvilken dansk sanger har skrevet en sang om Jutlandia?

    Det var Kim Larsen, som skrev sangen om Jutlandia. Den blev udgivet i 1986 på albummet "Forklædt som voksen" indspillet af Kim Larsen og Bellami. 

KOM OG BESØG NAKSKOV SKIBS- og SØFARTSMUSEUM

Rundvisning med guide kan ske efter nærmere aftale

SE ÅBNINGSTIDER