SNEDKERVÆRKSTEDET
AFDELINGERNE PÅ VÆRFTET
FLotte saloner, møbler og udsmykninger
På snedkerværkstedet på Nakskov Skibsværft arbejdede skibssnedkerne. De byggede kahytter og apterede (monterede) alt det, der gjorde et skib til mere end blot en konstruktion af stål. Alle møbler blev håndbygget på værftet.
Duften af frisk træ, lyden af save og hamre, og det fine håndværk prægede værkstedet, hvor hvert stykke træ blev målt, tilpasset og formet med stor faglig stolthed.
Snedkerne spillede en vigtig rolle i skibenes sidste faser. Når stålet var på plads, var det deres arbejde, der skabte rummene, hvor passagerer og mandskabet skulle have deres daglige gang. Oplevelsen ombord på skibet hang i høj grad sammen med håndværket i de flotte saloner, deres møbler og de flotte udsmykninger - udført af værftets egne skibssnedkere.

