STÅLARBEJDET
AFDELINGERNE PÅ VÆRFTET
NITNING OG SVEJSNING
På Nakskov Skibsværft begyndte de store skibe som råt stål i store plader. I værftets tidlige år blev skibene nittet sammen. Store stålplader, klædningspladerne, fik først lavet huller langs kanterne med en lokkemaskine – en maskine som kan lave huller i tykke jernplader - og som blev betjent af to arbejdere.
Pladerne blev derefter lagt ind over hinanden, klar til at blive samlet med glødende jernnagler.
Nagler og nitter
Selve arbejdet foregik i sjak. Naglevarmeren opvarmede naglerne i en transportabel esse, til de var rødglødende.
Med en tang blev de hurtigt sat ind i hullerne, hvor forholderen stod klar på indersiden af skibet. Udenfor ventede nitteren med sin lufthammer – ophængt i en kæde med kontravægt, en såkaldt “bornholmer”. Med kraftige slag blev naglen mast flad og låste pladerne sammen. Til sidst sørgede stemmeren for at mejsle samlingen tæt, så skroget blev vandtæt.
Før pladerne overhovedet nåede så langt, var stålet blevet formet med stor kraft. Stållægterne til spanterne blev opvarmet i en lang spanteovn, til de kom hvidglødende ud. Herefter blev de hamret i facon med tunge forhammere. Formen var nøje bestemt på forhånd – sat op med nagler i gulvet efter træskabeloner.
Intet var tilfældigt. Alt skulle passe.
Stålarbejdet ændrede sig - svejsning er bedre
Under Anden Verdenskrig viste nye metoder deres styrke. I USA blev tusindvis af skibe bygget på rekordtid ved at svejse i stedet for at nitte. Svejsningen var hurtigere, stærkere og mere effektiv.
Efter krigen fulgte danske værfter med. På Nakskov Skibsværft blev fyrinspektionsskibet H. V. Ravn fra 1944 det sidste fuldt nittede skib. Herefter tog svejsningen over.
Hvor nittede skibe blev bygget direkte på beddingen, kunne svejste skibe fremstilles i sektioner. Store dele blev bygget indendørs i haller og senere samlet til et færdigt skib. Nye teknikker som elektro- og lysbuesvejsning – og senere pulversvejsning – gjorde arbejdet hurtigere og mere fleksibelt.
Stålarbejdet på værftet var i konstant udvikling – men byggede altid på det samme: dygtige hænder, erfaring og en stolthed i at forme noget, der kunne bære mennesker over verdens have.
